12 populære typer fåreracer (med billeder)

Der er hundredvis af fåracer derude. Selvfølgelig er nogle mere populære end andre. Nogle er lette at få fat på, hvis du bor i Nordamerika, andre uddøde for flere årtier siden. Mange er hjemmehørende i andre områder og er ikke blevet importeret til USA i noget stort antal. Af denne grund er det ikke muligt at få alle fåreracerne, når de bor i Nordamerika.

I denne artikel skal vi se på nogle af de mest almindelige fåreacer i USA. Hvis du ville købe et får fra nogen af disse racer, ville det sandsynligvis ikke være for svært at finde nogen, der er villige til at sælge et. Disse får bruges til forskellige formål, fra kød til uld.

1. Merino uldfår

Se dette indlæg på Instagram

Et indlæg delt af ACES på Rock Bottom Ranch (@acesrbr)

Dette får er et hårfår, der mest opdrættes til kød. Det blev udviklet i USA i 1950'erne, hvilket gjorde det til en af de nyeste populære racer omkring. De er opkaldt efter det område, hvor de først blev opdrættet, Mt. Katahdin i Maine. De blev krydset af en amatørgenetiker, der forsøgte at fremstille et får-får, der var lettere at tage sig af - og det lykkedes ham.

Dette får har brug for meget lidt pleje. Det kræver meget lidt vedligeholdelse og er modstandsdygtigt over for det fleste vejr. De blev trods alt opdrættet i Maine. De er naturligt modstandsdygtige over for parasitter, så det er en ting mindre landmænd skal bekymre sig om. Du behøver ikke engang at klippe dem, da de kaster deres vinterfrakke. Dette gør dem også mere velegnede til varme omgivelser, da de bare kaster deres frakke, når det er nødvendigt.

De er mellemstore og ideelle til græsning. De er gode til at søge efter og tager sig af størstedelen af deres egne behov.

6. Dorper får

århundrede, hvor de mest blev brugt til deres skindproduktion. De passer i øjeblikket til en bestemt niche i fiberkunstindustrien. Deres fleece har et lavt fedtindhold og kan let spindes. Det er perfekt tæppegarn. Deres uld er, hvor kunsten at filte kom fra, og meget af deres uld bruges stadig til filtning i dag. Små besætninger holdes overalt i USA af denne grund.

10. Lincoln får

Kredit: Jane Cooper Orkney, Commons Wikimedia

Dette får blev bragt fra England til USA i det 18. århundrede. Det er kendt som verdens største fårerace med modne væddere, der vejer overalt fra 250 til 350 pund. De har lang uld, der er af meget høj kvalitet. Deres fleece er meget efterspurgt efter håndværk til spinding og vævning.

De har den tungeste og groveste fleece af alle languldede får. Dette er en af de primære årsager til deres popularitet; de passer ind i en meget specifik niche. Du kan ikke få lignende uld fra nogen anden fårerace.

11. Islandske får

Kredit: biologyfishman, Commons Wikimedia

Det islandske får kommer fra Island, som du måske gætter på. Det er en kulturarv, der ikke er populær. Det vinder dog i antal, da landmænd bevæger sig tilbage mod arveacer. De er ikke så rolige og tamme som nogle andre racer. De kan dog opdrættes til fiber, kød og mælk. De er meget alsidige og hårdføre.

De er dobbeltbelagte, hvilket beskytter dem mod ekstreme miljøer. Deres uld betragtes som lav kvalitet og bruges normalt til tæpper. De er ret frodige i Nordeuropa, men de blev ikke introduceret i Nordamerika i 1985.

De er effektive planteædere, da de bruges i et relativt hårdt miljø. De er også beskyttet i henhold til islandsk lov, hvor det er ulovligt at importere andre får.

12. Navajo Churro får

Kredit: Bare kaos, Commons Wikimedia

Dette er den ældste race i USA. De fleste af disse dyr er i dag i New Mexico. De blev importeret til Nordamerika i det 16. århundrede, hvor de blev brugt til at fodre de spanske hære. De er hårdføre og tilpasningsdygtige såvel som intelligente.

De har delikat kød og en dobbeltcoat. Deres uld er af lav kvalitet, men det bruges i nogle vævningskunst. De er blevet en vigtig del af Navajo-kulturen og leverer kød, mælk, hud, horn og uld. Den amerikanske regering udryddede dem næsten i 1860'erne og igen i 1930'erne, hvor antallet blev sænket til ca. 800 dyr.

Heldigvis gør de comeback i dag. Et avlsprogram i 1978 samlede de overlevende og begyndte at hjælpe racen med at komme tilbage fra randen. I dag er de knappe, men ikke betragtes som truede.